mandag den 16. juli 2007

Så skal veninderne snart til Hornbæk

Lidt fakta jeg fandt til alle der gerne vil til Hornbæk..

Hornbæk omtales første gang i historien som en afgiftspligtig samlet bebyggelse i Esrum Klosters Brevbog i 1497. Klosteret fastsatte fæsteafgiften for Olaf Bendtsen til 1 tønde fisk, andre kunne nøjes med ½ tønde. Indtægtskilden var ikke så meget landbrug, men fisken i Øresund, som var rigt på sild.
Siden da er der gået godt 500 år, hvorfra kan nævnes enkelte begivenheder: I 1737 blev den nuværende Hornbæk Kirke indviet. De to tidligere kirker havde ikke kunnet holde til det hårde klima med sandflugt på den nordvendte kyst. Kirken er omgivet af fiskerlejets huse i læ af plantagerne mod øst og vest og rummer fine seværdigheder som den middelalderlige døbefont med løvefigurer, 4 kirkeskibe fra Englandskrigens tid 1807 - 14 og et alterbillede af C.V. Eckersberg.
I 1774 strandede et engelsk fartøj i bugten ved Villingebæk. 5 besætningsmedlemmer druknede, men fra Hornbæk blev tilkaldt fiskere, som heltemodigt sejlede ud og reddede den sidste levende, skipperen, i land. Redningsdåden vakte stor opmærksomhed i den tids presse og senere skrev forfatteren Johs. Ewald skuespillet "Fiskerne", hvis handling havde Hornbæk som scene. I stykket synger en af fiskerne "Kong Christian stod ved højen mast", som senere, fra 1906, blev Danmarks officielle kongesang.
I 1870erne blev Hornbæk opdaget af kunstnere som Kresten Zahtmann, P.S. Krøyer, Viggo Johansen og Carl Locher. Krøyer skildrede i sine malerier fiskernes arbejde på havet og stranden, Johansen deres hjemmeliv. Locher, kendt som marinemaler, boede fast i Hornbæk i perioden 1881 - 89, hans hus ligger stadig ved Østre Stejlebakke. Holger Drachmann både malede og digtede i Hornbæk. Stemninger ved stranden er beskrevet i digtsamlingen "På sømands tro og love" (1878). Holger Drachmann døde i 1908 i Hornbæk på Dr. Brünniches Klinik - det nuværende hotel Bretagne.
Efter kunstnerne kom sommergæsterne. I begyndelsen boede de hos fiskerfamilier, men senere byggedes de første huse, kun beregnet til sommerophold, vest for Hornbæk på Kystvej og Lyngvej. Hornbækbanens åbning i 1906 gjorde det muligt for københavnske forretningsfolk at komme ud til deres familier på søndagsbesøg. Senere ferielove, der fastsatte tider for arbejdsdag og ferie, gjorde det muligt for langt flere at besøge Hornbæk, hvor badestranden var uden sten, med klitter og udsigt til Kullen og Skånekysten i Sverige - et næsten italiensk miljø. Byen fik pensionater og hoteller, i 1930erne 14 i alt. Kroen ved havnen blev udvidet til Hornbæk Badehotel, i 1935 blev de gamle bygninger revet ned og et stort hotel i funkisstil blev opført og markedsført som Nordsjællands mest mondæne. Samme år havde de berømte Hornbækrevyer premiere på badehotellet, 12 i alt, de fleste under ledelse af Stig Lommer. Hotellet blev senere ramt af økonomisk krise og blev i 1952 solgt og indrettet som hospital for polioramte, i dag er det Fysiurgisk Hospital under Rigshospitalet.

Etiketter: