mandag den 10. september 2007

Danske film vises frem i Toronto


Fire danske spillefilm deltager i disse dage i Toronto Film Festival, Nordamerikas største filmfestival.
To af filmene har verdenspremiere i Canada. Det gælder Paprika Steens komedie "Til døden os skiller", der deltager i Programmet Discovery, som ifølge festivalen "introducerer talentfulde og innovative nye instruktører, som man vil høre mere til"
Lars Brygmann og Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollerne som Jan og Bente – et hårdtprøvet par, der kæmper for deres drømme og deres ægteskab. I nævnte rækkefølge.
Jakob Thuesens længe ventede "Erik Nietzsche de unge år" kan også ses for første gang i Toronto. Filmen er baseret på et selvdokumentarisk manuskript af en Erik Nietzsche, der beskriver tiden som instruktørelev på Den Danske Filmskole i slutningen af 1970'erne. Skulle nogle være i tvivl, så er Erik Nietzsche et pseudonym. Det er Lars von Trier, der gemmer sig bag navnet. Filmen vises i serien Contemporary World Cinema.
Hjemve
Under samme mærkat deltager Lone Scherfig med "Hjemve", som hun har skrevet manuskript til i samarbejde med Niels Hausgaard. Filmen er ikke gået godt i Danmark på noget niveau, men får altså international premiere i Toronto.
Ole Bornedals "Vikaren" deltager i programmet Sprockets Family Zone, som er festivalens børne- og familie program.
Den canadiske festival er arrangement for branchen og publikum, men modsat de europæiske festivaler uddeles der ingen egentlige priser som i eksempelvis Cannes.
Dog er festivalens pressekorps med til at udstede en check på 10.000 dollars til bedste film i Discovery-serien, hvor altså Paprika Steen er med.

Etiketter: